Byen den er ny men drømmene er mange år gamle. Fra Tækker Group lavede den første aftale om jordkøb med landmand Torben Ladefoged Sørensen er der gået 10 år. Tækker Group er ejet af Jørn Tækker og det er i høj grad Jørns visioner og idéer, og et klart ønske om at lave noget andet end traditionel byudvikling, der er indlejret byens strukturer, typologier og disponering.
Jørn Tækker er opvokset i Lystrup og uddannet tømrer og bygningsingeniør. I 1997 stiftede han det der i dag hedder Tækker Group og har herunder opbygget en stor ejendomsportefølje primært beliggende i Aarhus, København og Berlin. Jørn har desuden rejst både alene og med sin familie mange forskellige steder i verden og det er bl.a. indtryk og fragmenter fra storbyer, højland, ødemarker, kunstmuseer, stemninger, dufte, teltture og lejrbål der er inspiration for en alternativ byudvikling. En byudvikling med fokus på variation, balance og liv.
Normalt er byudvikling et kommunalt anliggende, men Nye er et privat initiativ som muliggør nogle andre og alternative greb omkring fællesskab, fællesarealer og mellemrum. I Nye er haven fælles. Jørn er iværksætter og idéer udvikles dagligt. Derfor forfines Nye også dagligt. Nye udvikles og skabes på bar mark og det er drømmen og processen med at skabe og se byen vokse der er målet. De enkelte boliger og huse vil løbende blive færdige – men byen vil fortsætte sin udvikling.
Hos Tækker Group glæder vi os til at se Nye-borgerne udfylde og påvirke rammerne så byen kan blomstre.