Byens funktionalitet og tankegang inspirerer til et aktivt fritidsliv, lokalt engagement og fællesskab. I Nye er variation, balance og liv kerneværdier for det gode liv i en bæredygtig by.
Nye bliver skabt ud fra et stærkt ønske om, at tænke og leve anderledes på en grøn og bæredygtig måde. Det er en vigtig del af selve byens identitet. Forventningen er, at et udgangspunkt, der er grønt og anderledes, vil tiltrække nye indbyggere, og vi ønsker at de eksisterende indbyggere vil blive en del af dette samfund.
Nye skal være en bæredygtig by både i miljømæssig, økonomisk og social forstand. Vi skal udfordre de eksisterende normer for bæredygtigt byggeri og den eksisterende teknologi på området. Nye skal danne en god ramme for de mennesker, der skal bo og arbejde i Nye. Det skal være en by, som folk er stolte af at bo i samt glade for at være naboer til. Byen skal kunne tilbyde et aktivt byliv i tæt kontakt med det omgivende landskab.
Der skal skabes en ny og bæredygtig by med varierede byggemuligheder og funktioner, der tager mest muligt hensyn til naboerne, det omgivende landskab og naturen. Det skal sikres, at en god infrastruktur bliver et bærende element – ønsket er således at tage det bedste fra den tætte by og det bedste fra parcelhuskvarteret, så man får ’byen i forhaven og naturen i baghaven’.
Byens værdier Liv
Byen indbyder til, at man kan leve et aktivt liv med sport, fritid eller leg. En by, der inspirerer til fællesskab, lokalt engagement og godt naboskab.
Variation
Byen har en detaljerigdom i bebyggelser, i arkitektur og i mellemrum. Byen skal fortælle historier, involvere, inspirere og pirre sanserne.
Balance
Byen bygger på bæredygtige principper med en ny gennemtænkt infrastruktur og nye materialer. Byen er nem, bekvem og naturlig at bruge.